Det yderste hav
Trioen “Det yderste hav” har igennem flere år rejst rundt på de danske øer og har delt Fanømusikken med øernes beboere. Udvekslet historie og kultur, og ikke mindst har en flaske Brøndum Snaps med i tasken, så de kunne servere en kaffepunch. Nu lander de i Teltet til Fannikerdagen, hvor de vil spille, synge og fortælle for os.
Sønderhoning kaldes den dansemusik, der i Sønderho på Fanø som det eneste sted i kongeriget er bevaret som levende tradition. Det yderste hav er et forsøg på at udforske denne vitale kulturelle overlevering ud fra vores egen tid. Trioen består af Peter Uhrbrand, frem for alt den, der har ført den traditionelle sønderhoning videre, Jørgen Bjørslev, internationalt kendt klassisk guitarist og Jeppe Brixvold, forfatter og sanger.
Weekendavisen skrev bl.a.:
”Her føres den lokale folkekunst ind i det nye århundrede ved hjælp af nogle lydhøre avantgardistiske greb. Under
opførelsen ruller børn rundt på gulvet, imens flere voksne på stolerækkerne fælder en tåre. Vi er i hjertet af Sønderho og bliver vidne til levendegørelsen af en århundreder lang folkekultur, som har fået nyt udtryk ….”
Om Jeppe Brixvolds tekster skrev Reception – tidsskrift for nordisk litteratur bl.a.: ”Sønderhoningen kan spores tilbage til 1700-tallet, og det siges, at man dengang, før man fik råd til instrumenter, kunne leje syngekoner, som trallede og sang aftenen igennem, mens selskabet dansede (…) I Brixvolds
tekster flettes den gamle tradition sammen med nutiden. Og det i ord, der ikke bare gengiver, men frembringer Sønderho, så den kan ses – føles, lugtes, høres og smages:
Tyske dåseøl i bagklappen.
Til Børsen ud på natten. Mere violin.
Og flere øl. Og lys over Keldsand.
Ålefedt.
Varm mælk med blåbærsaft, nyrefedt.
Sælblærer, hakkede.
(Øster Land, V, 6-11.)”
En sønderhoning er i sin egentlige forstand betegnelsen for en indbygger i Sønderho, Danmarks nok bedst bevarede landsby med en markant kulturhistorie, ikke mindst præget af, at den mandlige befolkning op til år 1900 hovedsagligt var beskæftiget som søfolk på de store verdenshave.
”Det yderste hav” har hentet sit navn fra Andreas Sørensens bog ”Ved det yderste hav (drøm og digt og virkelighed)” – en
erindringsbog fra barndommens Sønderho. Allerede i starten af bogen skriver han: ”… ret tidligt havde jeg fornemmelsen af, at Fanø vendte ryggen til Jylland og bredte armene ud mod landene på den anden side af havet.
Indslaget er en del af ROOTS-projektet
Line up:
Peter Uhrbrand – violin, bratsch
Jeppe Brixvold – sang, percussion
Jørgen Bjørslev – guitarer
Teltet
Gratis